Knudshoved – en verden af fisk
Knudshoved er halvøen der har det hele. Havn, mole, kaj, færgeleje og endda kystpladser. Det er ikke noget under at marsvinene ofte patruljerer i området. Her er meget at spise…
Som lystfisker er denne del af Nyborg Fjord det tætteste man kommer på et fiskeparadis. Måske lyder det for nogen en smule overdrevet, men det er langt fra tilfældet. Det antal fiskemuligheder man finder indenfor så lille et område her, er ikke set mange andre steder i Danmark.
Diversiteten i fiskearter samt i former for fiskepladser er noget helt særligt.
Kystpladsen på Knudshoved
Syd for sydmolen begynder en spændende kysplads, som går hele vejen over til Slipshavn. Langs denne kyststrækning kan man både fange havørreder, hornfisk og til tider også makrel.
Selvom man også kan fange fladfisk fra denne del af halvøen, er det en del nemmere fra molerne.
Man kan både fiske fra land eller fiske vadende i waders her.
Færgelejet
I og omkring færgelejet er sildefiskeriet ofte godt. Også makrelfiskeriet er godt her. Det er også muligt at fange havørreder og hornfisk i dette område af Knudshoved.
Sildene kan fanges i marts/april og igen i september/oktober/november. Perioderne kan svinge en del. Nogle år er der sild i løbet af sommeren også.
Ind/udsejlingen – nordmolen og sydmolen
Fra de 2 store moler kan man bl.a. fange fladfisk. Skrubber og rødspætter er der flest af. Det er også muligt at fange pighvar og ising. I perioder er der endda mange fladfisk. Sommerhalvåret er oftest at foretrække. Ønsker man at fange havørreder kan det gøres fra begge sider af molerne. Indersiderne og ydersiderne.
Fra ca. maj og nogle måneder frem kan man fange hornfisk fra molerne. I sensommeren ankommer makrellerne. Nogle år ankommer de allerede i juni/juli.
Man kan også fange sej og torsk fra molerne. Torsken er dog fredet pt. (2026)
Slipshavn
Her er tale om en kystplads på den sydvestligste spids af Knudshoved. Fra parkeringspladsen i linket, skal man vade ud nær “sejlrenden” i retning af havnen. Affisk skrænten til renden og fisk dybt i selve renden. Man kan vadefiske et godt stykke ind i Nyborg Fjord langs denne fiskeplads. Her fiskes hovedsageligt over et stort lavvandsområde, som følger sejlrenden længere ude. Renden fra havnen i retning mod Nyborg.
Parker her: Parkering…
Grej til lystfiskeri på Knudshoved
Forfang til sild, makrel og fladfisk samt blink til havørreder og hornfisk m.m. kan købes i den lokale grejbutik: Find den her…
Obs: Butikken har også børsteorm og sandorm.
Jari – Lystfiskeri Danmark
